Nu lyser løv i lunde D

grønt ligger Danmarks land.

Imellem blanke sunde,

et skjold med sølverrand.

Frugtblomsters hvide pletter

det rige, grønne felt,

mens højt de lyse nætter

slår ud sit sommertelt.


Nu løses fugletunger

af vinterdødens band,

et solskinskor de sjunger

i skovens frie land; –

de kalder os, de stemmer,

ud fra vor hverdagsbur,

fjernt fra dets fangetremmer

at finde dig, natur!


Den frihed, som vi savner

bag byens mur og tag,

på åben mark vi favner

en solglad junidag;

så skære er dens kinder

som æbleblomstens blad,

og om dens hår sig vinder

dugdråbers perlerad.


Du lyse, friske sommer- 

Vor friheds unge brud,

fra støv og støj vi kommer

til fred og stilhed ud.

Vort liv til lyst du vende

på dagens solskinsfelt,

og over os du spænde

de lyse nætters telt!